|
|
Skønhed og nærvær -
Om Marie Plums billedunivers
Af
Tom Jørgensen, Redaktør på Kunstavisen,
Bachelor i Kunsthistorie, Kunstskribent,
Forfatter, m.m.
|
|
|
Marie Plum
maler blomster, i hendes tilfælde næsten udelukkende tulipaner, dette gør
hun imidlertid på en
fundamental anderledes måde end det traditionelle blomstermaleri.
For det første er synsvinklen helt anderledes. Marie Plum zoomer ind på
motivet, den lange lige stængel, de elliptiske blade, det bægerformede
blomsterhoved og de gule støvdragere, i en grad, så kompositionen næsten
bliver abstrakt.
For det andet har hendes malerier udover en ikke ringe dekorativ værdi,
også en sensualitet, man ikke normalt forbinder med blomstermaleri.
Igennem såvel kunst- som kulturhistorien er blomster blevet set og
opfattet i en kærligheds symbolik. Mødet mellem blomster og planter i
det hele taget, mellem stilk og støvdragere på den ene side og kronblade
og selve det runde blomsterhoved på den anden, har givet inspiration til
et utal af kærlighedsdigte og kunstværker lige fra Højsangen i Det
Gamle Testamente over Shakespears sonetter til de allerbedste digte af
Sophus Claussen.
Medvirkende til denne atmosfære af sanselig ypperlighed er Marie Plums
sikre farvesans. Hovedsageligt baseret på tre grundfarver er hendes
malerier bygget op om dialogen mellem saftige grønne toner, lysende røde
eller jomfrueligt rene hvide farver suppleret med enkelte, men markante
strejf af gult eller violet. En farvesætning, som har den umiddelbare
virkning, at beskueren simpelthen bliver i godt humør, glemmer det sure
danske vintervejr udenfor og får lyst til at give sin livsledsager/ske et
ordentligt kys.
De åbenlyse kvaliteter i Marie Plums malerier ligger med andre ord i de
stofligt vibrerende farver og den monumentale, men alligevel særdeles
dynamiske komposition. Billederne virker enkle og helstøbte, men er
resultatet af en lang og sej kamp for at finde den fuldstændigt præcise
farve og den nøjagtige balance mellem energiske diagonaler, elegante
ovaler, imødekommende cirkler og kraftfulde kileformer. Alt sammen for at
opnå en helstøbt, balanceret og kontrapunktisk komposition.
Det vil derfor være rigtigt at konkludere, at skønt Marie Plum maler
blomster, drejer hendes billeder sig om andet og meget mere: om skønhed,
åndfuldhed, sensualitet, musikalitet, energi og dynamik. De uddrager
essensen af den nære virkelighed og viser os en verden fuld af skønhed,
harmoni og nærvær. En verden, som vi ofte knap lægger mærke til,
selvom, eller måske endda fordi den ligger lige foran vores øjne.
Den er den verden, Marie Plum viser os i sine malerier.
Tom Jørgensen
|
|
Bag
akrylmalerierne ligger adskillige timers omhyggeligt arbejde, for at ende
ud med det perfekte skulpturelle udtryk. Naturen og tulipanen er den
foretrukne inspirationskilde og ydede motiv, der danner grundlag for værkernes
naturalistiske stil kombineret med abstrakte, grafiske og skulpturelle
elementer, der dukker op undervejs i arbejdet. Motiverne begynder med, at
Marie Plum gennemfotograferer en buket tulipaner dels helt tæt på og
dels undervejs i proces, at den egentlige inspiration kommer frem, og det
senere værk tager form.
Malerierne kan betragtes som en fornyelse af kunsthistoriens traditionelle
blomstermaleri, idet der zoomes ind på enkeltdele i buketten, og derved
eksperimenteres med det figurative nærbillede, der igen fører til
dynamiske, intense og spændende værker. Det er fascinationen af at gå
helt tæt på en blomst og opdage det abstrakte, skulpturelle som øjet
ellers aldrig vil opdage.
Marie Plum ønsker dels at sætte fokus på naturen og dels, at beskueren
får lysten til selv at drage på opdagelse i naturen, og percipere de
former og skulpturer, der gemmer sig, En rejse til fjerne og eksotiske
himmelstrøg er ikke nødvendig for at opnå og opdage naturens
fascinerende former. En enkelt tur ud i haven, kan være tilstrækkelig
berigende, idet den enkelte studerer blomsterbladenes måde at sno sig om
hinanden. Eller som i Marie Plums værker at opleve, hvordan tulipanen
lige akkurat strejfer de lysegrønne blade og skaber et rum sammen.
Værkerne er alle malet i Akryl på hørlærred af den bedste kvalitet.
Marie Plum har atelier i hendes egen charmerende taglejlighed, hvor lyset
strømmer ind. Drømmen er et husmandssted med atelier, hvor kunsten
rigtigt kan komme til sin ret og samtidig at udstille på landets større
kunstinstitutioner, samt ligeledes at gå i den modernistiske kunstner
Georgia O`Keeffe fodspor og udstille i USA.
I 2007 udsmykkede Marie Plum vin etiketten til Sjælland Rundt samt
plakaten dertil. Endvidere er hendes elegante, minimalistiske og dog
utrolig udtryksfulde værker, der giver ord til blomsten og lader den tale
og fortælle sin egen historie, præsenteret hos A.P. Mølle Mærsk på
Esplanaden i København samt i den amerikanske ambassadørbolig Ryhaven i
Klampenborg.
Julie
Qouttrup Silbermann
|